Omsorg med omhu

At tage sig af de svage er et af de største og mest fornemmeste opgaver vi har som mennesker. Uanset politik, religion, alder eller køn har vi pligt til at støtte dem, der ikke kan selv.

At tage sig af de svage er et af de største og mest fornemmeste opgaver vi har som mennesker. Uanset politik, religion, alder eller køn har vi pligt til at støtte dem, der ikke kan selv. Som det gamle ordsprog siger, så bliver vi selv opløftet ved at samle andre op. I vores samfund er vi heldigvis beriget med mange stærke og omsorgsfulde værdier, og vores samfund bruger offentlige midler på at støtte de omsorgskrævende i samfundet. Danmark er beundret over hele verden for vores velfungerende velfærdssamfund, hvor ingen bliver ladt i stikken.

Men når det er sagt, så skal vi også værne om denne værdi, for den offentlige støtte er tilegnet til de omsorgskrævende. Til dem, der ikke kan – ikke dem, der ikke vil. Jeg er stærk modstander af at vores offentlige midler skal deles ud til dem, der reelt kan, og jeg ser det som vælgerbedrag og en knytnæve mod vores velfærdssamfund, når der bliver lovet høje offentlige ydelser til folk uden for arbejdsmarkedet, som hellere vil modtage støtte fra det offentlige end at tage et midlertidigt job. Det skal ikke være nogen undskyldning, at der er for få jobs i Danmark, for det er løgn. Derimod er det ikke nødvendigvis et job inden for ens uddannelse eller faglighed, men så skal man ikke være bange for at lære nyt og vise arbejdsengagement. De arbejdsløse har også mulighed for at deltage i efteruddannelse og kurser for at opkvalificere sig til et nyt arbejde. Der findes derimod omsorgskrævende grupper, som virkelig behøver den ekstra pose penge fra det offentlige at gøre godt med, og det er dem, vi skal rette støtten mod. Det gælder ældre borgere, vores krigsveteraner, folk med handicap, børn med vanskeligt stillede forældre mm. Det er dem, der har den egentlige rettighed til offentlig støtte. Omsorg med omhu.